Træ vs. plastic

Det er nok desværre sådan, at et nyt credo har set dagens lys:
Hård plast er bedre end behandlet træ.
Hvorfor nu det? Jo, simpelt hen fordi:
Lim: de lime, der bruges til at lime træ sammen (og særligt MDF, spånplade og finer) kan indeholde skadelig kemi. Og det er sjældent at der oplyses om, hvad der er i limen.
Maling og lak: igen er det indholdsstofferne her, der kan være problematiske. Og oplysninger om indhold er rasende svære at få fat på.
Derimod er hård plast relativt sikkert, forstået på den måde, at plasten ikke afgiver særlig mange stoffer, når den er hård. Desuden er man sluppet udenom ftalaterne, når plasten er hård (kan du tvinge en negl ind i plasten, er den IKKE hård).

Men... træ er jo så dejligt og naturligt, vil mange måske indvende. Og ja, jeg er den første til højt at udbryde øv, øv og tre gange øv! For det er svært at tænke anderledes om ting, der som træets naturlighed ligger indgroet i os. Vi stoler på naturprodukter - det er bare trist, at man, når man laver legetøj, smører træet ind i noget, der nogen gange er rigtig skidt.

Når det så er sagt, så husk, at de gamle puslespil derhjemme i skabet nok har afgasset det meste af de uønskede lim-stoffer - dog skal de stadig ikke i munden:-)
I denne forbindelse kan loppe-fund altså være et sundere alternativ til nyindkøb.

Velkommen...

til vores blog. 

På denne side vil vi løbende komme med betragtninger, personlige fortællinger og lavkemiske nyheder. Vi er flere forældre i gruppen, og vi vil hver især bidrage med indlæg til bloggen. 

Læg endelig kommentarer på indlæggene, vi vil meget gerne høre ris/ros og vide at andre kan bruge vores arbejde til noget. 

- Med ønsket om et godt legemiljø 

De LavKemiske Forældre. 

"Ej come on... Er det ikke lidt hysterisk?"

- Det var min første tanke da jeg på et bestyrelsesmøde i min datters vuggestue blev introduceret for Lavkemisk Legs formål og principper. Men hey, jeg var arbejdsløs og havde derfor masser af tid som jeg skulle udfylde (jeg opdagede senere hvor travlt man faktisk har som arbejdsløs, men det er en anden snak) så jeg kunne da godt bruge lidt tid på at researche legetøjsmærker.

Tiden gik, og jeg fik sat mig ind i det her med kemi til børn... Og jeg blev mere og mere opmærksom på hvor meget kemi vi selv havde i vores lille 3 værelses Vesterbro lejlighed.

Først blev jeg opmærksom på den trærangle vi havde fået i barselsgave til Dagmar... Hvor søren stammede den egentlig fra, og hvor gammel var den? Tvivlen nagede mig indtil jeg endte med at kyle ranglen ud. Det næste var en del af det plasticlegetøj lillepigen med stor glæde havde leget med i et stykke tid.. Stod det egentlig ikke mærket til 3 år, da jeg købte det? Det røg ind i skabet(under højlydte protester vel at mærke) og venter nu på at Dagmar fylder 3 år. Mange andre ting er blevet vurderet, nogle røg ud (en bold der fnulrer er helt sikkert ikke sund!) og nogle fik allernådigst lov at blive. Jeg blev mere bevidst om de forskellige mærkninger på legetøj når jeg købte legetøj til mit eget og andres børn.

Jeg er ikke fanatisk. Min Dagmar får både sukker, kager og is (æhm... ok. Måske får hun lidt for meget) og må gerne se tv (omend i begrænsede mængder). Men dét at researche de forskellige legetøjsmærker til lavkemisk leg åbnede mine øjne for kemi. Pludselig kunne jeg se hvor meget kemi der egentlig er i vores hverdag, i mad, i aviser, i pegebøger, i modellervoks, i shampoo osv. Jeg har forsøgt at rydde ud. Vi bruger plejeprodukter helt uden parfume og andet kemi, vi forsøger at købe økologisk mad når det kan lade sig gi sig (hvilket, lets face it, ikke er altid) og jeg har smidt det værste af legetøjet ud. Men jeg har også været nødt til at gå på kompromis. De store reoler vi havde købt til Dagmars værelse står der endnu. De er lavet af MDF og burde egentlig ikke være i nærheden af en 2-årig pga. dampe fra limen, men jeg håber at de trods alt havde stået på lager så længe at det meste af limdampene var væk inden de kom med os hjem.

For mig handler det ikke om at forvise al kemi fra vores liv. Så ambitiøs er jeg ikke, og det ville sikkert også kræve at vi flyttede ud i den svenske skov og blev fuldstændigt selvforsynende med mad, tøj og redskaber. Der er så meget kemi i vores hverdag at det næsten er umuligt at slippe udenom bare en lille del af det. Nej, for mig handler det om mængden. Jeg forsøger at fjerne så meget af det skadelige kemi som muligt fra Dagmars miljø. Jeg vil gerne have at hun vokser op og bliver sund og rask, og en dag vil jeg også gerne selv have børnebørn. Der er ingen grund til at gøre dét sværere end højst nødvendigt, vel?