Det er nok desværre sådan, at et nyt credo har set dagens lys:
Hård plast er bedre end behandlet træ.
Hvorfor nu det? Jo, simpelt hen fordi:
Lim: de lime, der bruges til at lime træ sammen (og særligt MDF, spånplade og finer) kan indeholde skadelig kemi. Og det er sjældent at der oplyses om, hvad der er i limen.
Maling og lak: igen er det indholdsstofferne her, der kan være problematiske. Og oplysninger om indhold er rasende svære at få fat på.
Derimod er hård plast relativt sikkert, forstået på den måde, at plasten ikke afgiver særlig mange stoffer, når den er hård. Desuden er man sluppet udenom ftalaterne, når plasten er hård (kan du tvinge en negl ind i plasten, er den IKKE hård).
Men... træ er jo så dejligt og naturligt, vil mange måske indvende. Og ja, jeg er den første til højt at udbryde øv, øv og tre gange øv! For det er svært at tænke anderledes om ting, der som træets naturlighed ligger indgroet i os. Vi stoler på naturprodukter - det er bare trist, at man, når man laver legetøj, smører træet ind i noget, der nogen gange er rigtig skidt.
Når det så er sagt, så husk, at de gamle puslespil derhjemme i skabet nok har afgasset det meste af de uønskede lim-stoffer - dog skal de stadig ikke i munden:-)
I denne forbindelse kan loppe-fund altså være et sundere alternativ til nyindkøb.